Gå til indhold

DøvBlinde Ungdom: Actionfyldt dag med ATV, skydning og segway!

Kom med ud i den sjællandske natur til en dag, hvor vi virkelig får pulsen op!

Dato: Lørdag den 26. september 2026

 

Om arrangementet

Er I klar til en eftermiddag fyldt med action, spænding og nye oplevelser?

 

I september tager vi en tur ud i den sjællandske natur til Outdoor Action – midt i hjertet af Sjælland. Her venter en dag, hvor vi virkelig får pulsen op og prøver kræfter med nogle fede aktiviteter:

 

ATV-kørsel – vi kører på små firehjulede motorcykler gennem det kuperede terræn, hvor man mærker farten og suset i kroppen.

 

Riffelskydning – vi prøver at skyde med riffel mod mål og udfordrer vores ro, fokus og præcision. Vi skyder med kraftige, men brugervenlige luftgeværer, som giver en stabil og sikker oplevelse for alle.

 

Segway – vi kører på segways, som man styrer ved at læne sig frem og tilbage. Det bliver sjovt, lidt udfordrende og hurtigt at lære.

 

Der vil være instruktører til alle aktiviteterne. Og det vil selvfølgelig være under sikre rammer. Hvornår får man som døvblind lige lov til at prøve disse ting?!

 

Efter en aktiv dag slutter vi af med fællesspisning på WokShop, hvor vi skal nyde en lækker 3-retters thailandsk menu sammen.

 

Hvis man vil med, skal der sættes kryds i kalenderen lørdag den 26. september!

 

Praktisk information:

 

Pris: Det koster kun 250 kr. for at deltage til hele arrangementet og for at prøve disse vilde aktiviteter!

Opkrævning sker efter tilmeldingen når vi nærmer os begivenheden.

 

Transport: DøvBlinde Danmark dækker transport til og fra Roskilde efter billigste takst.

 

Overnatning: Der er mulighed for at overnatte på Four Points Flex by Sheraton Roskilde, der ligger tæt på Roskilde Station.

Der er mulighed for at vælge 1 overnatning fra lørdag til søndag eller 2 overnatninger fra fredag til søndag. Hvis man ønsker at overnatte på Four Points Flex by Sheraton Roskilde, skal dette vælges på tilmeldingen.

 

OBS! Vælger man at overnatte fra fredagen, er aftensmad og forplejning på egen regning. DøvBlinde Danmark dækker ikke forplejning for fredag aften til lørdag morgen. Der er ingen program for fredag.

 

Tolkning og ledsagning:

Vi har som altid bestilt minimum to centraltolke til tale og tegnsprog, samt til støtte os i aktiviteterne.

 

Det opfordres til at tage en ledsager med, hvis man tror man vil have udfordringer med at sigte og skyde, køre segway, eller forståelse af instrukser, da ledsagere kan hjælpe med dette.

Arrangementet er ikke en udfordring, hvis man er gangbesværet, bare man kan gå lidt og stå læng.

 

Medbring:

Det opfordres til at have tøj med og på, som man både kan bevæge sig i og som gerne må blive beskidt og svedigt. Tøjet bør også være efter vejret, regn som sol.

Tag gerne lukkede sko på og en drikkedunk med. 

Der er mulighed for omklædning og lånetøj til ATV kørsel, hvis man har behov for dette.

Tag også gerne skiftetøj med.

 

Under selve aktiviteterne:

Der vil være instruktører hele vejen igennem.

På ATV kørsel kører vi med instruktører. Dermed kører vi ikke på maskinen alene.

På segway vil man køre alene, men man kan gå med en ledsager ved siden af.

 

Andet:

Tjek gerne jeres forsikring i forhold til (motor) sport, om den dækker disse aktiviteter. Stedet har endnu ikke oplevet alvorlige skader, men opfordrer til at se på ens forsikring.

Husk den almene sunde fornuft, når vi er på aktiviteterne.

 

Vigtige adresser:

Roskilde Station: Jernbanegade 1, 4000 Roskilde.

Outdoor Action: Tølløsevej 53, 4330 Hvalsø.

WokShop: Københavnsvej 29, 4000 Roskilde.

Four Points Flex by Sheraton Roskilde: Algade 13, 4000 Roskilde.

Tilmelding

Sidste tilmeldingsfrist: Torsdag den 20. august 2026

 

Tilmeld dig via knappen på DøvBlinde Danmark hjemmesiden under arrangementet eller kontakt:

mail@dovblinde.dk

Tlf. 36 38 85 92

 

Foreløbigt program, med forbehold for ændringer:

Lørdag den 26. september.

11:00 Mødes: Roskilde Station. Fælles bus mod Outdoor Action.

12:00 Ankomst til Outdoor Action, en sandwich efter årstidens råvarer. Her vil vi få introduktion, sikkerhedsinstrukser og gennemgang af ansvarsfraskrivelse.

13:00 Start på aktiviteter, opdelt i to hold, med indlagte pauser undervejs.

Længere pause.

15:00 Fortsættelse af aktiviteter.

16:30 Afgang fra Outdoor Action med fælles bus til Roskilde Station.

17:00 Vi drager mod aftensmad på WokShop Roskilde (thailandsk mad).

19:00 Vi siger farvel og tak for i dag. Dem der overnatter tjekkes ind.

 

Søndag den 27. september (Til dem der vælger at overnatte)

Kl. 7.30 - 11.00: Morgenmad.

Kl.11:00: Aflever værelsesnøgle og udtjekning inden kl. 11.00 og derefter afrejse

 

 

Har I benzin i blodet eller er I ægte adrenalinjunkier? Så ses vi nok!

God sommer og på gensyn i Roskilde!

Ungdomsudvalget

Masser af arrangementer

DøvBlinde Danmark holder løbende kurser, temadage og udflugter for medlemmer. Der er noget for enhver smag - og der tages hensyn.