DøvBlinde Danmarks historie
En forening for og af døvblinde - dét var målet i 1987, da en gruppe døvblinde og synshørehæmmede stiftede foreningen. Læs DøvBlinde Danmarks historie
DøvBlinde Danmarks handlingsplan 2026 - 2029 sætter retning for foreningens interessepolitiske arbejde. Processen frem mod handlingsplanen har bl.a. indeholdt et forløb med involvering af DøvBlinde Danmarks mange tillidsfolk, som med viden, erfaring og forslag har medvirket til prioriteringen af de fire indsatsområder.
DøvBlinde Danmark arbejder for at sikre bedre vilkår for døvblinde. Foreningens formål er:
DøvBlinde Danmark arbejder interessepolitisk for at gøre en forskel for døvblinde i samfundet. Målet er altid at sikre og forbedre døvblindes livsvilkår.
DøvBlinde Danmarks politiske arbejde har udgangspunkt i at synliggøre døvblindes eksistens, behov og ressourcer.
DøvBlinde Danmarks politiske arbejde baseres på, at vi altid er troværdige og løsningsorienterede.
I arbejdet er der fokus på at være synlig i det politiske landskab, at opsøge og gå i dialog med beslutningstagere, at arbejde med realistiske mål både på kort og lang sigt, samt deltage aktivt i relevante netværk og øvrige samarbejdsrelationer.
DøvBlinde Danmarks handlingsplan 2026 - 2029 sætter retning for foreningens interessepolitiske arbejde. Handlingsplanen er udarbejdet med input fra DøvBlinde Danmarks mange tillidsfolk, som med viden, erfaring og forslag har medvirket til prioriteringen af de fire indsatsområder.
Hvor det giver mening, vil DøvBlinde Danmark inddrage de 17 verdensmål samt FNs standardregler om lige muligheder for handicappede. Der vil i løbet af den 4-årige periode blive gjort status i arbejdet med indsatsområderne – dette både i hovedbestyrelsesregi, i forretningsudvalget og sammen med DøvBlinde Danmarks tillidsfolk.
Hovedbestyrelsen vil i den 4-årige periode arbejde med indsatsområderne samtidig med en fortsat opmærksomhed og reaktion på aktuelle indkomne sager. Indsatsområderne er altså udtryk for et øjebliksbillede og en forventning om, hvilke områder der er vigtige at prioritere, men det udelukker ikke at andre emner kan tages op politisk og prioriteres undervejs.
DøvBlinde Danmarks fundament - fællesskabet
Forudsætningen for DøvBlinde Danmarks interessepolitiske arbejde er det stærke fællesskab i foreningen, hvor døvblinde henter styrke, ideer blomstrer og resultater opnås. Forudsætningen for at kunne arbejde interessepolitisk er stærke fællesskaber, der kan give input til og hjælpe med arbejdet.
Døvblindes egne ressourcer er vigtige for det politiske arbejde, og disse ressourcer udvikler og synliggør vi i vores fællesskaber.
Kommunikationen mellem bestyrelse, medlemmer og tillidsfolk skal prioriteres for at sikre fælles identitet og ejerskab for DøvBlinde Danmark på alle niveauer. Frivilliges indsats og arbejde er en grundsten i DøvBlinde Danmark, og der arbejdes kontinuerligt for at styrke sammenholdet mellem alle medlemmer og motivere det frivillige engagement.
Et nationalt døvblindecenter
At være så selvhjulpen som muligt er vejen til et godt liv for døvblinde. Derfor skal der arbejdes for et centralt og samlet rehabiliteringstilbud.
Der findes ingen centralt placerede rehabiliteringstilbud til døvblinde. Ligeledes mangler der kvalificerede undervisningstilbud, så døvblinde kan opretholde eller tilpasse kommunikationsfærdigheder igennem hele livet. De kriser mennesker med et progredierende sansetab rammes af, kræver kvalificeret professionel hjælp tilpasset døvblinde. DøvBlinde Danmark arbejder for at alle disse ekspertiser samles et sted – i et centralt rehabiliteringstilbud.
Det centralt placerede døvblindecenter skal samle viden og tilbud om kommunikationsundervisning, ADL & mobility, psykosocial rehabilitering, kompenserende ordninger herunder tildeling af kontaktperson, samt undervisning, socialrådgivning og afprøvning af hjælpemidler, herunder IKT-udstyr.
Døvblindecentrets tilbud skal bygge på tværfaglig viden og erfaringer og altid tilpasses individuelle behov. DøvBlinde Danmark vil derfor arbejde for at forskellige faggrupper samles under samme tag. Det vil sige døvblindekonsulenter, psykologer, diagnosticerings- og visitationsteam, socialrådgivere, DøvBlinde Danmarks medlemsrådgivere og informatører ligesom projektgrupper/forskningsgrupper inden for døvblindes kommunikation, tolkning, IKT mm. kan have arbejdsplads her.
For at udbrede centerets tilbud i hele Danmark skal der være regionale satellitter og tilbud om udgående teams.
Retten til kontaktperson
At have en kontaktperson som er øjne og ører for døvblinde, betyder at man kan opretholde en normal hverdag med blandt andet adgang til information, ledsagelse uden for hjemmet og kommunikation med omverdenen.
Døvblinde har ret til et ligeværdigt liv præget af uafhængighed, selvbestemmelse og trivsel og sikringen af disse rettigheder er en central del af DøvBlinde Danmarks politiske arbejde. Døvblindhed er et særligt massivt kommunikationshandicap med et omfattende ledsagebehov. Derfor har døvblinde paragraf § 98 i Serviceloven – retten til i fornødent omfang at få tildelt en kontaktperson af kommunen.
Fra 2007 har ansvaret for visitation, bevilling og driftsansvaret for §98 ligget i kommunalt regi, hvilket for mange har betydet en forringelse af ordningen. Dels ved uens kvalitetsstandarder og uensartet praksis for tildeling af timer. Dels har vi i de senere år set eksempler på nedskæring af antallet af timer til kontaktperson og et forsøg på at erstatte kontaktperson med andre tilbud fra kommunen, der ikke på samme måde kan hjælpe døvblinde tilstrækkeligt. Endelig ses forsøg på at underkende at døvblinde rent faktisk har ret til kontaktperson i det hele taget.
DøvBlinde Danmark vil fortsat arbejde for, at det sikres, at alle døvblinde får den rette hjælp første gang. Gruppen af døvblinde er ikke større, end at det vil være en fordel, at der etableres en central visitations- og bevillingsinstans, hvor man forpligtes til at benytte specialviden om døvblinde, herunder ved bevilling af kontaktperson. Herudover skal der findes en central finansieringsmodel, så man sikrer at retten til kontaktperson ikke er afhængig af den enkelte kommunes økonomi.
Det digitale samfund – også for døvblinde
Den digitale udvikling fører konstant til ændringer i samfundet. DøvBlinde Danmark vil arbejde for at digitaliseringen i samfundet stiller døvblinde i en bedre situation og aldrig stiller dem ringere. Både den private og offentlige sektor ændres løbende med diverse digitale løsninger. Der skal sikres tilgængelige løsninger til døvblinde på alle niveauer fx både kommunalt, regionalt og statsligt og i alle sektorer både privat og offentligt.
For at sikre ligeværdighed og inklusion i samfundet er det en forudsætning at døvblinde kan arbejde med, kommunikere via og udveksle og indhente information på digitale medier. Derfor skal de være tilgængelige for den enkelte døvblinde.
DøvBlinde Danmark vil være en aktiv medspiller i udviklingen af tilgængelige løsninger og særligt i undervisningen af disse. DøvBlinde Danmark vil have fokus på at alle grupper af døvblinde har gavn af digitaliseringen fx både mulighed for tale- punkt- visuelle- og tegnsprogsløsninger.
Tolkning i alle livets sammenhænge
Tolkning er essentielt for døvblinde, når de skal kommunikere med omverdenen. Døvblinde bruger taletolke, skrivetolke, tegnsprogstolke og særlige taktiltegnsprogstolke alt afhængig af den enkeltes sprogkode og syns-hørenedsættelse. Døvblinde har brug for tolke i alle livets sammenhænge fra uddannelse og job til sociale sammenkomster og i kontakten med sundhedssystem og andre myndigheder.
Det er i stigende grad svært for døvblinde at få en kvalificeret tolk, når de har brug for det. Årsagerne er mange. Svingende løn- og dermed levevilkår for tolke påvirkes af offentlige udbud og får flere til at søge væk fra tolkefaget. Et uhensigtsmæssigt indrettet og ufleksibelt tolke- og bookingsystem betyder dårlig udnyttelse af tolkeressourcerne. Sektoropdelingen ved bestilling af tolk og den manglende mulighed for at vælge en kvalificeret tolk er også nogle af de barrierer der møder døvblinde i det nuværende system.
DøvBlinde Danmark har de senere år arbejdet for et system, der imødegår de nuværende problemer med systemet. Målet er et bookingsystem, der indeholder alle relevante sektorer på én platform. Sikre at der stilles krav til at alle sektorer anvender systemet, samt sørger for at systemet kan give mulighed for at vælge den bedste kvalificerede tolk til en opgave. Desuden skal tolke aflønnes på en måde, hvor det kan betale sig også at tage kortere opgaver og opgaver som har en længere transporttid og ligger i udkantsområder. Endelig skal det sikres at der fremover stadig uddannes tolke, der har særlig viden om døvblindes kommunikation, herunder taktil tolkning.
En forening for og af døvblinde - dét var målet i 1987, da en gruppe døvblinde og synshørehæmmede stiftede foreningen. Læs DøvBlinde Danmarks historie
Døvblindhed er primært et dobbelt kommunikationshandicap. Få gode råd til, hvordan man kan kommunikere med døvblinde
DøvBlinde Danmark holder masser af kurser, temadage og udflugter, så du kan altid finde noget, der passer dig. Vi tager hensyn til lyd- og lysforhold og værner om det stærke fællesskab