Gå til indhold

Vandreture i Koldingområdet 2026

Om arrangementet

DøvBlinde Danmark indbyder til årets vandreture tirsdag 26. til fredag 29. maj 2026.

Vi bor på Fuglsangcentret i Fredericia. Dagene begynder med frokost tirsdag og slutter efter morgenmad fredag.

Du kan vælge mellem at gå 8 km eller 16 km.

Det er vigtigt, at både du og din ledsager kan gå det antal kilometer, som du tilmelder dig.

8 km foregår onsdag og torsdag kl. 8.30 til ca. 14.30.

16 km foregår onsdag og torsdag kl. 8.30 til ca. 16.30.

Nederst kan du læse om vandreturene.

Deltagerpris: 1800 kr.

Rejseudgifter refunderes til billigste offentlige transport.

Tilmelding via Arrangementer på www.dovblinde.dk

eller ved henvendelse til DøvBlinde Danmark

Tlf. 36 38 85 92 

mail@dovblinde.dk

Frist for tilmelding: 1. februar 2026

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Gerd Nielsen

gerdnielsen@privat.dk

Tlf. 24 65 65 69

Årets vandreture foregår i Koldingområdet. Kolding har en rig historie som knudepunkt for handel og trafik, og ikke mindst ligger den omgivet af natur til alle sider: fjord, skove, søer, ådale, kyster, bakker, enge. Kommunen fører en aktiv friluftspolitik og har anlagt faciliteter og cykel- og vandrestier, der sikrer, at det er nemt og tilgængeligt at bruge og opleve naturen. Det kommer vi til at nyde godt af på vores vandreture.

 

Tilgængelighed

Underlaget er fast og jævnt, primært på grusvej, og stierne er brede nok til, at man kan gå to og to. Terrænet er let kuperet, men der er ingen stejle op- eller nedstigninger og heller ingen trin. Det vil være muligt at deltage i kørestol, såfremt du enten er i stand til at komme ind og ud af bussen eller selv sørger for transport (evt. med flex) til og fra turenes start- og slutsteder.

Du skal hver dag vælge, om du vil med på 8 km-holdet eller 16 km-holdet. På 8 km-holdet er tempoet roligt, og guiden vil undervejs gøre ophold og fortælle om det, vi passerer, og vi holder pauser efter behov. På 16 km-holdet inddeles turen i fire etaper på cirka 4 km hver. Før hver etape informerer guiden om strækningen, og efter etapen afholdes en lang snack/spise/toiletpause, før vi fortsætter ad næste etape.

Vandreguide på 8 km-holdet er Merete Christensen, turleder hos Dansk Vandrelaug Trekantområdet. Vandreguide på 16 km-holdet er Bente Faurby, der også var vandreguide på 16 km-holdet i 2025.

 

Program

Tirsdag 26. maj

  • Kl. 11.50 Fællesbus ved Hovedindgangen på Fredericia banegård
  • Kl. 12.15 Frokost
  • Kl. 13.30 Velkomst, præsentation og praktiske oplysninger
  • Kl. 14.00 Udlevering af værelsesnøgler
  • Kl. 14.30 Kaffe og te. Ledsagerteknik og haptiske vandresignaler
  • Kl. 15.30 Gåtur i omegnen
  • Kl. 17.00 Fri til socialt samvær
  • Kl. 18.00 Middag
  • Kl. 19.30 - 21.30 Kaffe, te og information og intro til vandring onsdag og torsdag, ved vandreguide Bente Faurby

Onsdag 27. maj

  • Kl. 07.00 Morgenmad
  • Kl. 08.30 Busafgang
  • Troldhedestien
    Om onsdagen skal vi vandre ad Troldhedestien. Det er en rekreativ natursti, der følger den første del af en nedlagt jernbanelinje fra Kolding til Troldhede. Stien går igennem populær og værdifuld natur, og undervejs har kommunen anlagt faciliteter til udfoldelser og oplevelser. Ved tidligere stationer og trinbræt er der blandt andet etableret skovterrasse, toiletbygninger, shelters og madpakkehus, og det kommer vi selvsagt til at nyde godt af. 16 km-holdet skal vandre hele Troldhedestien, mens 8 km-holdet vil fokusere på den mest interessante strækning.
  • 8 km-holdet er tilbage på Fuglsangcentret ca. 14.30
  • 16 km-holdet er tilbage på Fuglsangcentret ca. 16.30
  • Kl. 18.00 Middag
  • Kl. 19.30 – 21.30 Aftenkaffe og socialt samvær
  • Hvordan er dagen gået, spørgsmål og svar

Torsdag 28. maj

  • Kl. 07.00 Morgenmad
  • Kl. 08.30 Busafgang
  • Langs Kolding Å
    Kolding Å løber gennem Kolding Ådal, gennem Kolding by og ud i Kolding Fjord ved havnen. Igennem det meste af Danmarkshistorien var Kolding Å toldgrænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig. Torsdagens vandring følger primært stier langs åen, der udvikler sig fra et smalt, rislende vandløb til en 16 meter bred vandvej. Undervejs skal vi bl.a. høre om, hvordan åens fald er blevet brugt til at udvinde elektricitet, og hvorfor Kolding engang var kendt som Danmarks Ålehovedstad.
  • 8 km-holdet er tilbage på Fuglsangcentret ca. 14.30
  • 16 km-holdet er tilbage på Fuglsangcentret ca. 16.30
  • Kl. 18.30 – 22.00 Afslutningsmiddag, evaluering, kaffe og te

Fredag 29. maj

  • Kl. 07.00 Morgenmad
  • Kl. 09.25 Fællesbus til Fredericia banegård

 

Praktiske oplysninger

Begge dage har vi madpakker med, som vi spiser ved borde og bænke et passende sted undervejs .

Vandringerne gennemføres uanset vejret.

Det er obligatorisk at have gode vandresko og støvler. Gå ikke i sandaler, da det øger risikoen for at støde tæer eller vride om i anklen. Husk rygsæk til madpakke og drikkevarer.

Det er en god ide at have en langærmet bluse og lange bukser med for at undgå brændenælder og myg. Ligeledes er en vindtæt/vandafvisende jakke og regntøj også en god ide at tage med. Hvis du vil have kaffe med på turen, så medbring en termokande.

Masser af arrangementer

DøvBlinde Danmark holder løbende kurser, temadage og udflugter for medlemmer. Der er noget for enhver smag - og der tages hensyn.